Bliv ved med at prøve: Et fejlslagent forsøg på samskabelse kan give grobund for et vellykket

Socialt udsatte boligområder er et oplagt sted at samskabe velfærd, men det kan være udfordrende. En ny PhD peger på to ting, der er afgørende for at lykkes med samskabelse i socialt udsatte boligområder: De fagprofessionelle medarbejdere skal have øje for borgernes ressourcer og anerkende, at samskabelse også skal give mening for dem. Og borgerne skal understøttes i at organisere sig og handle i fællesskab. CfB har interviewet forskeren bag den aktuelle PhD, Marianne Staal Stougaard, om indsigterne fra hendes forskning – og hvad vi kan bruge dem til.  

Marianne har netop forsvaret sin PhD ’Co-producing public welfare with citizens in socially disadvantaged neighbourhoods’, hvor hun undersøger tre eksempler på samskabende initiativer i sårbare boligområder. En vigtig pointe er, at selv fejlslagne forsøg på samskabelse kan give grobund for at lykkes bedre næste gang. Det vender vi tilbage til. Først lidt om baggrunden.

Mariannes interesse for at dykke ned i samskabelse på netop dette felt opstod, mens hun arbejdede i en frivillig social forening i boligområdet Vollsmose. Her rådgav hun borgere i en udsat position, der pga. sprogbarrierer eller manglende viden havde svært ved at navigere i kontakten til særligt det offentlige system. I den rolle oplevede hun nogle af forhindringerne indefra:

Vi talte meget om samskabelse – og som forening var vi i fuld gang med at samskabe med Odense Kommune gennem et tæt partnerskab og samarbejde. Men samtidig begyndte jeg at tænke: Hvor er brugerne henne i denne her konstellation? Egentlig sætter vi jo brugerne i en rolle, hvor de implementerer en service, som vi har designet for dem. Det faldt os simpelthen ikke ind, at borgerne skulle længere ind i maskinrummet og være med til at kvalificere servicen. Det var alarmerende, at vi ikke engang overvejede at trække på deres bidrag og viden som modtagere af servicen. Jeg tror bl.a. det skyldtes, at vi havde så meget fokus på borgernes udsathed. Vi var sat i verden for at afhjælpe en bestemt problemstilling – og så ikke borgerne som nogen, der kunne bidrage med relevante perspektiver og være med til at forbedre den måde, vi gjorde det på. De erfaringer var med til at tænde min interesse for samskabelse med socialt udsatte borgere.

Hvorfor er det vigtigt at få mere viden om samskabelse med socialt udsatte borgere?

Det er vigtigt, fordi de netop de udsatte borgere har et stort behov for forskellige velfærdsservices og for at få mødt deres behov. De har komplekse sociale problemstillinger som eksempelvis arbejdsløshed, misbrug, børn der er på kant med loven. Udfordringer, som det ikke er så nemt at finde løsninger på. Her er det oplagt at forsøge at finde nye veje fx gennem samskabelse. Samtidig har disse borgere ofte svært ved at deltage og gøre deres perspektiver gældende. Forskningen viser, at sårbare borgere sjældent t bliver inddraget tidligt i den offentlige velfærdsproduktion. Dermed har de ringe  indflydelse på, hvordan løsningerne udformes. Det betyder, at selvom fagprofessionelle igangsætter tiltag for borgerne i en ganske god mening, så kan de ramme helt ved siden af i forhold til de behov, borgerne har.

Hvad undersøger du i din forskning?

Jeg stiller spørgsmålet: Hvilke faktorer har betydning for hvornår og på hvilket niveau, de udsatte borgere inddrages i samskabelsesprocesser? Spørgsmålet om, hvornår i processen borgerne kommer ind, er vigtigt. Forskningen viser nemlig, at jo tidligere borgerne bliver inddraget, jo større påvirkning har de mulighed for at have på det endelige resultat. På den måde er der en verden til forskel på, om borgerne optræder som initiativtagere eller om de blot får en rolle i implementeringen (’co-implementors’), hvor de skal udføre noget, andre har besluttet. Når borgerne kommer ind i de tidligere faser af velfærdsproduktionen, kan de være med til at definere problemet og de mulige løsninger – det betyder noget for, hvilke løsninger, det er muligt at komme frem til og for borgernes ejerskab.

Et af de initiativer, du har undersøgt, handler om to forsøg på samskabelse mellem en gruppe dansk-somaliske kvinder og kommunale frontmedarbejdere. Fortæl lidt mere om det?

Den case er interessant, fordi den dækker to samskabelses-forsøg mellem stort set de samme aktører – ét, der lykkes mindre godt – og det efterfølgende forsøg, som var mere vellykket. Det gav mulighed for at undersøge, hvad der havde ændret sig mellem første og anden gang.

Det første samskabelsesforsøg gik ud på, at nogle kommunale medarbejdere designede et frivilligt kursustilbud om danskundervisning og arbejdsmarkedstilnærmelse for en gruppe dansk-somaliske kvinder, som de klassificerede som sårbare ud fra en række kriterier: Enlige mødre med mange børn, heraf nogle, der var på kant med loven, lav uddannelse, uden for arbejdsmarkedet m.v. Kvinderne blev inviteret ind til at implementere en kommunal service, der var designet af de ansatte. Det var de ikke specielt interesseret i. Kvinderne kunne ikke se, hvordan det kursustilbud kunne hjælpe med det, der optog dem mest, nemlig deres børns og unges fremtid. Det blev ikke nogen stor succes – der var ikke særlig stor tilslutning til kurset.

Det andet samskabelsesforsøg kom i stand på initiativ fra de dansk-somaliske kvinder selv. Det skete efter, at der var lavet en evaluering af det første forsøg, som gav de fagprofessionelle medarbejdere anledning til at reflektere. Evalueringen pegede på, at det første samskabelsesforsøg, kurset, led under manglende inddragelse af kvindernes perspektiver. Sideløbende med det blev en gruppe af de dansk-somaliske kvinder enige om at forsøge at gøre noget for deres børn og unges fremtid ved at danne en forening med netop det formål. De henvendte sig til de fagprofessionelle for at få hjælp til foreningsdannelsen men også med et ønske om at samarbejde. Det sagde kommunen ja til.

Den samme gruppe kvinder gik altså fra at være uvillige ’co-implementors’ til at blive initiativtagere til samskabelse med de samme kommunale aktører med det formål at forebygge kriminalitet blandt dansk-somaliske unge.

Hvad kan det eksempel lære os om samskabelse?

Det helt centrale her er den sociale kapital, der blev dannet gennem netværk, herunder kvindernes egen organisering og netværket til kommunen, såvel som det, man kan kalde kalkuleret tillid.

Først den kollektive organisering: Det havde stor betydning for samskabelsen, at de kommunale medarbejdere understøttede de dansk-somaliske kvinder i at danne en forening. Ligesom mange andre i de socialt udsatte boligområder, er kvinderne første generation og har ikke erfaring med dansk foreningsarbejde, så de har behov for kommunal understøttelse for at organisere sig. Her kan man tale om forbindelse social kapital idet kvinderne danner netværk til kommunen og hermed får adgang til ressourcer, de ellers ikke havde.

Når kvinderne forener sig som et kollektiv betyder det, at de får en meget stærkere position. En- plus-en er ikke bare to – det giver mere, fordi de står sammen. De får en meget stærkere stemme ift. kommunen især hvad angår definitionsmagten, dvs. magten til at definere, hvilket problem, samskabelsen skal løse. Samtidig opnår de at blive en mere legitim samarbejdspartner, som kan repræsentere en bredere gruppe borgere.

Så til tillid og begrebet ’kalkuleret tillid’: Vi opfatter ofte tillid som noget følelsesmæssigt og relationelt, men i dette tilfælde var der som udgangspunkt ikke en relation mellem de dansk-somaliske kvinder og de kommunale medarbejdere – og de havde kun begrænset kendskab til hinanden. Her var en anden form for tillid på spil, kalkuleret tillid: Hvis jeg vurderer, at de andre parters interesser er tilstrækkeligt samstemmende med mine egne, kan jeg se en fordel i at samarbejde.

Den kalkulerede tillid manglede i det første samskabelses-forsøg, da kurset ikke gav mening for kvinderne. Men i det andet samskabelsesforsøg fandt kvinderne og kommunen frem til en overensstemmelse mellem deres interesser, som gav grundlag for at indgå i en samskabelsesrelation. Min forskning viser, at i samskabelse er det vigtigt med en bevidsthed om, at begge parter skal kunne se meningen og se, hvad der er i det for dem. Derfor skal man begynde at tale om det i en tidlig fase: Hvad forstår vi ved problemet? – og hvad er så løsningerne?

Du peger også på, at de fagprofessionelles opfattelse af borgerne – og af deres egen ekspertise spiller en stor rolle. Hvordan det?

Som ideal handler samskabelse om et samspil mellem de fagprofessionelles vidensbaserede ekspertise og borgernes erfaringsbaserede viden. Det er i mødet mellem de to vidensformer, der kan opstå nye løsninger på komplekse problemer. Men både min egen og andres forskning peger på, at fagprofessionelle medarbejdere ikke altid byder borgerekspertisen velkommen. Forskellige ting spiller ind. Som sagsbehandler skal man jo være garant for kvalitet og standarder – og i den rolle kan det være vanskeligt at byde borgerperspektiver ind. De fagprofessionelle kan også være begrænsede af arbejdsmæssige og organisatoriske rammer.

Desuden, når man som fagprofessionel møder en borger i en udsat position, hvad er det så, man ser – er det deres udsathed – eller ser man dem som nogen med en relevant og værdifuld viden? Når der er tale om en klient-relation kan det være endnu sværere at se vedkommende som en aktør med ressourcer, det er vigtigt at inddrage tidligt i en samskabelsesproces.

Hvad kan praktikere bruge din forskning til?

Når man bruger ordet samskabelse, så er det vigtigt at gøre sig klart, hvad man mener. Det er der ikke enighed om. Så her er det vigtigt at diskutere: Hvornår skal borgerne på banen? Det kan hjælpe at se velfærdsproduktion som inddelt i flere faser og overveje, hvilken betydning det kan få for de efterfølgende faser, hvis man vælger at samarbejde med borgere. Så skal man spørge sig selv: Kan vi invitere dem ind til at være med til at designe ydelsen, dvs. som co-designer, helt reelt? Nogle gange sker der jo det, at man som medarbejder skal sætte flueben ved: Har hørt borgernes perspektiv, og så går man alligevel videre med det, man selv har planlagt.

Begrebet kalkuleret tillid er også centralt. Det understreger vigtigheden af at sætte sig i borgernes sko. Det kan være svært. Vi kan som medarbejdere nemt have en have forestilling om, hvordan verden ser ud fra borgernes stol, men det er kun en forestilling. Her er det vigtigt at holde fast i, at borgernes skal høres. Man skal finde ud af, hvad deres interesse er her. Det er vigtigt at anerkende borgernes ekspertise – forstå dem som eksperter, der i sidste ende skal være modtagere af en service. Deres viden er helt central at få i spil for at man ikke kommer til at bruge ressourcer på at sætte ting i søen, som mislykkes, fordi det rammer ved siden af målet.

Og så er det vigtigt at blive ved med at forsøge. Eksemplet med de dansk-somaliske kvinder viser, at et fejlslagent forsøg på samskabelse kan give anledning til en lærings- og reflektionsproces. En proces, der betyder, at man kan gøre noget bedre næste gang. Det er vigtigt med reflektionsrum til medarbejderne, så de får mulighed for at tænke tanker om, hvordan de kan gøre det anderledes.