Deltagelse giver håb

I en helt almindelig kommunal bygning på Østerbro i København gemmer sig en lille oase fyldt med grønne planter, bogreoler og farvestrålende vægge. Her bor Team Mod på Livet, som hører under Socialforvaltningen i Københavns Kommune, men lever sit helt eget liv.

 

Team Mod på Livet beskriver sig selv som ’et praksisfællesskab, der arbejder med deltagelse gennem personligt ansvar’. Her er ni ansatte, 30 frivillige og ca. 20 i et praktikforløb. Alle har erfaringer fra psykiatri eller socialpsykiatri. Og alle deltager aktivt fra det øjeblik, de træder ind ad døren – i skriveværksted, brætspilscafé, fællesspisning, vinterbadning eller havepasning eller ved at tage ud til bosteder og mødes med beboerne der.

Det er tydeligt, at Team Mod på Livet lykkes godt med denne tilgang til mennesker med psykisk sårbarhed. Køen til at komme i praktikforløb og blive frivillig er lang – og mange med psykisk sårbarhed er kommet godt videre efter at have været en del af Team Mod på Livet en periode.

At blive lyttet til
Det var Christina Færch, der tog initiativ til Team Mod på Livet for otte år siden. I en lang periode, havde hun det svært og var i kontakt med både psykiatrien og socialpsykiatrien, men oplevede ikke rigtig nogen forbedring:

-Jeg havde en følelse af ikke at sige noget i ti år, fordi ingen alligevel lyttede. Det var ligegyldigt og gjorde ingen forskel.

I forbindelse med et praktikforløb oplevede Christina, at der blev lyttet til hendes erfaringer som bruger af psykiatrien:

-På et møde, hvor lederne drøftede, hvordan de kunne få brugerne ud i civilsamfundet, foreslog jeg, at vi i stedet skulle invitere civilsamfundet inden for. Det syntes de var en god idé. Der opdagede jeg, at jeg kunne sige ting fra et sted, som var interessant. At jeg kunne bidrage med noget, som var værdifuldt – ikke kun et åg af erfaringer og udfordringer. Min opgave blev at vende ting på hovedet og stille mig et andet sted uden det der kommunefilter.

Denne oplevelse var med til at føde Team Mod på Livet – i første omgang i form af fire frivillige med erfaringer fra socialpsykiatrien, som tog på besøg på botilbud og mødtes med beboerne om, hvad de havde lyst til. Undersøgelser viste nemlig samtidig, at på trods af tilfredshed med botilbuddene, følte mange af beboerne sig ensomme.

Et forventningsfrit rum
Grundidéen var helt enkel: At frivillige, som selv har psykiatri-erfaringer, stiller et rum til rådighed for andre psykisk sårbare, hvor der ingen forventninger eller dagsorden er. Selvom Team Mod på Livet siden er vokset og har fået sit eget sted, er grundtanken stadig den samme. Ifølge Christina Færch har enkeltheden været afgørende:

-Man kan slå alt ihjel ved at gør det for komplekst til at starte med. Enkelthed giver en større chance for at lykkes.

Det, der adskiller Team Mod på Livet fra andre tilbud til psykisk sårbare mennesker, er det dagsordenfrie rum:

-Vi stiller et sted til rådighed, hvor der ikke er nogen plan for, hvad der skal ske. Det er dem, som kommer her, der er med til at skabe det ved at gøre noget sammen. De tager et personligt ansvar for at deltage. Og vi gør det lettere for mennesker at være her, for her er ingen krav om, at de skal være dygtige eller få en god oplevelse, fortæller Juri Rao.

Ingen service
Team Mod på Livet vil helt bevidst ikke være en del af ’hjælpesystemet’ for psykisk sårbare mennesker. Det er ikke et sted, som yder service til brugere:

-I ’hjælpesystemet’ går man lidt rundt om tingene – der er en frygt for konfrontationer og for at gøre noget forkert, og derfor sker der tit ikke så meget. Man gør det, man skal, men der er ikke rigtig noget handling i det. Det bliver meget statisk, siger Christina Færch. Og Juri Rao supplerer:

-Vi vil af med idéen om afsender og modtager. Vi har ingen målgruppe. Derved bliver vi et sted, hvor dem, der sætter noget i gang, i lige så høj grad gør det for sig selv – og for de andre, der er her. De mennesker, der kommer, får lov at bevare deres egen dagsorden.

Man kan ikke blive ’visiteret’ til Team Mod på Livet – og man behøver ikke kvalificere sig gennem bestemte diagnoser. Faktisk interesserer Team Mod på Livet sig slet ikke for deltagernes sygehistorie eller diagnoser. Ifølge Juri giver deltagerne hos Team Mod på Livet ofte udtryk for overraskelse over, at her er et sted, hvor vi gør hvad vi siger:

Udvikling er ikke lineær
-Det er klart, for vi har jo ikke noget defineret mål. Der er ikke noget intentionelt over vores arbejde – vi har ikke et mål om, at deltagerne skal blive klar til at arbejde – eller at når nogen skrider ud, skal vi have dem tilbage på sporet eller lignende, siger han. Faktisk er det nærmest modsat – Team Mod på Livet arbejder med det, de kalder ’reversibel progression’, en forståelse af, at menneskers udvikling ikke er lineær – og at det nogle gange kan være vigtigt at stoppe op og måske skrue lidt ned. Juri Rao siger:

-Mange har måske vænnet sig til, at de skal vise omgivelserne hvor dygtige de er for at få lov til at være der. Her hos os er det vigtigste, at du begynder at tage ansvar for dig selv og finder ud af, hvad der er rigtigt for dig. Mange af dem, der kommer her, har svært ved at mærke, hvad de kan være med til og ikke – det er en del af øvelsen ved at være her. De har været vant til at overlade ansvar til andre, når de har haft brug for hjælp. Nogle gange glemmer man bare, at folk skal have det ansvar tilbage igen.

Vi er her altid
Hos Team Mod på Livet er der tid og rum til at de enkelte deltagere kan udvikle sig i det tempo og på den måde, som det giver mening for dem. Ifølge Christina:

-Vores tilgang er, at ja, der kommer til at være tidspunkter, hvor det ikke fungerer. Vi er her altid – og du kan altid komme ind ad døren igen. Det kan godt være, at du har været indlagt og været væk i 3-4 måneder – det er bare livet – og det skal ikke gøre, at du bliver nødt til at starte forfra igen. Derfor er et vigtigt princip, at ’her kan man være som man har det’. Man kan godt komme og have en svær dag og bare være her alligevel.

Håb er et vigtigt omdrejningspunkt i den måde, Team Mod på Livets tilgang. Juri Rao kalder Team Mod på Livets måde at arbejde på for ’strukturelt håb’:

-Det er noget eksistentialistisk – vi bliver ved med at holde kontakt med folk, også når de har det vanskeligt. Vi holder fast i håbet. Et håb om, at folk skal have muligheder for at skabe forandringer, som er meningsfulde for dem. Får lov over længere tid at turde håbe igen – det er noget, de skal øve sig på.

At føle sig almindelig
Et andet vigtigt ord i Team Mod på Livet er ’almindeliggørelse’ – at give mennesker med psykisk sårbarhed adgang til et andet livsindhold end sygdommen og dermed mulighed for at føle sig ’almindelige’. Ifølge Christina Færch har psykisk sårbare mennesker i virkeligheden meget mere til fælles med alle andre end med hinanden. Men når man kommer i en situation, hvor man får behov for hjælp, fordi man har det vanskeligt, kommer man nemt til at identificere sig med sin sygdom og bliver derved en del af en målgruppe. Juri supplerer:

– At være målgruppe siger ikke noget som helst. At have vanskeligheder i livet er noget, alle har erfaringer med. Vi har alle sammen perioder, hvor vi oplever, at det er vanskeligt at passe et arbejde, vores familie, os selv. Vi vil slå et slag for, at den menneskelige eksistens foregår i mange hastigheder og vilkår. Mennesker, der har været i tabs-situationer, kan opleve at miste deres ’almindelighed’, så de hele tiden kommer til at tale om det, der er vanskeligt, om indlæggelser osv. Ved at være her i Team Mod på Livet har man mulighed for at få noget andet livsindhold, at nærme sig en almindelighed og komme noget af udsatheden til livs. For her er man sammen med mennesker, der gør noget.

Det at gøre noget er helt centralt. Team Mod på Livet betegner sig selv som et ’praksisfællesskab’. Juri beskriver det således:

-Idéen her er, at man som deltager lærer noget af hinanden ved at være sammen om ting, man gør – for eksempel spiller brætspil eller afholder et skriveværksted. Deltagerne har mulighed for at indtage forskellige positioner og tage ansvar på forskellige måder. Det er ikke et ønske om at få folk et sted hen som fastlagt konkret. Det er en indøvelse i nogle ting, hvor du har mulighed for at opleve dig selv i forskellige positioner. Du kan være med som deltager eller være ansvarlig for aktivitet. Vi ser hinanden i forskellige situationer med forskelligt ansvar. Det er aldrig en passiv begivenhed. Det er det, vi vil her – så skal man lære og øve det.

At finde ud af, hvem man er
Ifølge Christina og Juri er de forandringer, der sker med deltagerne i Team Mod på Livet, ofte langsomme og umærkelige, for udviklingen skal have lov at foregå i deltagernes eget tempo. Ifølge Christina handler det for mange om at finde frem til sin identitet igen:

-Der kommer rigtig mange her, der måske aldrig rigtig har vidst, hvem de var. Når man har behov for rigtig meget hjælp, kan man være tilbøjelig til at overlade identiteten til andre. Så kan man glemme, hvem man er. Her får folk ro og fred til at komme i tanker om, hvem de er – og det påvirker deres selvværdsfølelse. Vi kan tydeligt se, hvad der sker med dem, der er er her i praktik – en stor del af dem kommer i job eller uddannelse, fordi de på en eller anden måde har fået begreb om, hvem de selv er og har fået en identitet.

Christina understreger, at det er vigtigt ikke at forcere forandringer: Omkring personer, der forandrer sig skal være plads og tålmodighed. Det virker kun, hvis man selv får øje på det. Ifølge Juri handler den største forandring om at få defintions-retten tilbage, så man ikke længere bliver defineret af et system eller en sygdom, men kan sige: Det er det her, jeg er!:

-Det giver en stærk identitet. Det er der enormt meget power i – selv at tage ansvaret. Så kommer det indefra. Så er det ikke nogen, der vil hjælpe dig, men det bliver din egen kerne.

De tabte drømme
For nylig har Team Mod på Livet taget hul på et eksperiment med borgerstyrede budgetter, som de kalder ’kapitalværkstedet’. Her får deltagerne mulighed for selv at råde over en pose penge, som de må benytte til at komme videre efter eget valg. Igen spiller både ’håb’ og ’almindeliggørelse’ ind i den måde, Team Mod på Livet har valgt at arbejde med de borgerstyrede budgetter på. Juri fortæller:

– Når vi ser på resultater fra andre, lignende projekter, kan vi se, at det kan være svært for mennesker, der har været i systemet længe, at drømme og skabe håb. Så hvorfor ikke lave en gruppe, hvor de sidder sammen og taler sammen om det? Det er også almindeliggørelse, for vi taler jo alle sammen med nogen om vores store beslutninger. Så i det rum, som vi har skabt, taler vi om, hvordan man kan komme tættere på de drømme og håb, man har tabt undervejs. Midlerne bliver først brugt, når deltagerne har brugt noget tid i grupper – og de har masser af afledte effekter i form af, at folk kommer i tanker om, hvad de plejede at drømme om..

Deltagelse er nøglen
Team Mod på Livet ser sig selv som et eksperimentarium – et sted, som er evigt undersøgende og i bevægelse. Et sted, hvor deltagerne ikke er bange for at være sårbare og vise det. Christina Færch er opmærksom på, at Team Mod på Livet ikke må drukne i sin egen succes:

-Hvis vi ville, kunne vi have været meget større. Vi kunne lave så mange flere ting med mange flere. Men risikoen er, at det bliver skrøbeligt, hvis vi kommer til at sige ja til mere. Det kan komme til at gå så hurtigt, at vi kommer til at ligne alt muligt andet. Vi insisterer på at holde fast i vores måde – ellers bliver vi bare som alt andet. Derfor er tempoet vigtigt – ligesom for dem, der kommer ind her. Vi kunne have kørt med 180 i timen, men skal passe på det vigtige!

Så hvad kan andre lære af Team Mod på Livets måde at arbejde på? Ifølge Juri er deltagelse nøglen:

-Tilgangen til deltagelse er afgørende – at man overordnet tænker, at dem, der er her, som deltagere fra starten af. Det gør en afgørende forskel, fordi vi er vant til at tænke i grupperinger og afstande. Hvis mennesker tager ansvar, oplever de sig som en del af noget. Så skal de ikke gøre sig fortjent til det – eller risikere at blive lukket ude. Det der med, at du helt grundlæggende er en deltager – at du hører til et sted – det er en vigtig del af at have et godt liv, slutter han.