Det grønne engagement forandrer sig

Det er nogle af hovedpointerne i Anette Gravgaards PhD afhandling ’Civilt engagement i bynatur – samarbejdsbaseret udvikling af offentlige grønne områder mellem myndigheder, omverden og civilsamfund’. Forskeren undersøger, hvad der er på spil, når kommuner indgår i langvarige samarbejder med borgere og civilsamfundsorganisationer om at pleje og udvikle grønne områder i byerne – med udgangspunkt i cases fra Varde, Randers og Køge. Center for Borgerdialog har interviewet Anette Gravgaard om indsigterne fra hendes forskning – og hvad vi kan bruge dem til i praksis.

Hvordan har borgernes grønne engagement udviklet sig – og hvorfor er det interessant at undersøge samarbejder mellem kommuner og borgere på det grønne område?

Der er sket en spændende udvikling i borgernes grønne engagement siden 70’erne fx, hvor miljøbevægelsen og de grønne organisationer typisk var bærere af en kritisk dagsorden. Vi kender det fx fra Danmarks Naturfredningsforening, som tager rollen som den kritiske stemme i forhold til de politiske debatter. I de her år forandrer borgernes engagement i miljø, natur og bæredygtighed sig – det er meget lokalt forankret og knytter sig til det nære i folks eget lokalsamfund. Folks engagement udspringer i høj grad af et ønske om at gøre noget i deres eget lokalområde og udvikle området tæt på, hvor de bor, fx ved at plante byhaver eller holde dyr.

Borgerne har på mange forskellige måder et engagement i at udvikle bynatur, som vi ikke har set før. Det sker i takt med, at mange kommuner har åbnet et rum, hvor borgerne bliver inviteret ind som samarbejdspartnere og får mulighed for at udfolde deres grønne engagement. Jeg ser det som et led i den generelle udvikling i kommunernes relation til borgerne i disse år. Det er relativt nyt, at de grønne områder i byerne nu også er kommet med.

Hvad er det, du har sat dig for at undersøge?

Min forskning handler helt grundlæggende om at forsøge at få greb om de her fænomener – altså borgernes grønne engagement og hvordan det får mulighed for at udfolde sig i forskellige typer af samarbejder med kommuner: Hvad foregår der rent faktisk i samarbejdsrelationen mellem borgere, kommunen og andre samarbejdspartnere? Jeg har valgt at undersøge tre forskellige cases, hvor der er et langsigtet samarbejde mellem kommunen og en eller flere grupperinger af borgere – for at finde ud af, hvad der gør, at de lykkes med at holde fast i samarbejdet.

Du undersøger de forskellige typer af engagement, som får borgerne til at gå ind i de grønne samarbejder. Fortæl lidt mere om de tre typer engagement, du har øje på?

I min undersøgelse tager jeg udgangspunkt i, at alle mennesker kan være engagerede på tre forskellige måder i forskellige situationer. Man kan sige, at det er nogle lag af engagement, vi alle trækker på eller investerer i vores hverdag. De tre typer af engagement er:

Det nære eller familiære engagement, som er knyttet til bestemte steder og mennesker og som typisk er udtryk for en tilknytning, som er bygget op over tid. Det nære engagement kommer til udtryk gennem relationer og omsorg, fx ved at pleje bestemte steder. Denne type af engagement er følt, kropsligt – og ikke nem at sætte ord på. I forhold til den grønne dagsorden kan det fx handle om et fællesskab, man opbygger med sine naboer omkring en byhave eller et grønt område. Eller en glæde ved at tage sine børn med ud i et bestemt naturområde og lære dem om planter og dyr. Denne type engagement er i høj grad følelsesbaseret.

Den anden form er det funktionelle eller interesse-baserede engagement, som er mere rationelt og tager udgangspunkt i en mål-middel relation til ens omverden. Denne type engagement bygger på, at man forstår, hvad man selv vil og hvad andre vil – og at man kan sætte sig mål og diskutere, hvad man skal og hvordan man kommer derhen. Engagement af denne type kommer til udtryk ved at borgerne formulerer deres interesser og planlægger og koordinerer i fællesskab med andre. I forhold til den grønne dagsorden ser man denne type engagement udfoldet i mange forskellige planlægningssituationer i foreninger og borgergrupper, og i særdeleshed når de skal koordinere et samarbejde eller partnerskab med kommunen.

Den tredje form for engagement er det, jeg kalder det moral-politiske engagement. Man kan sige at det er holdningsmæssigt engagement. Det handler om at retfærdiggøre bestemte synspunkter og handlinger ud fra nogle grundlæggende almene normer eller overbevisninger om hvad der er det fælles bedste. Et engagement som fx er udtalt i politisk diskussion og beslutningstagning, hvor handlinger retfærdiggøres med et højere formål. På det grønne område er mange organisationer opstået ud af en klimakritisk dagsorden og ønsker at gøre politikerne opmærksom på, at de ikke understøtter en bæredygtig dagsorden med deres beslutninger.

Det, som er særligt interessant ved den grønne dagsorden er, at den tiltrækker borgere, som engagerer sig på mange forskellige måder. Et eksempel kunne være byhaver, som både tiltrækker borgere, der er engagerer sig nært i det praktiske og sociale fællesskab og gerne vil vise deres børn, hvor grønsagerne kommer fra – og borgere, der er drevet af en politisk dagsorden og ønsker at demonstrere, at produktionen kan omlægges i retning af nye dyrkningsmetoder som fx perma-kultur.

Hvad kan vi bruge den viden om borgernes forskellige typer af engagement til i forhold til offentligt-civile samarbejder på det grønne område?

Den kan bruges til at få øje på flere nuancer ift., hvem de borgergrupper er, der engagerer sig i dette felt, og hvad der er på spil i deres samarbejde med myndighederne. Når man forstår, hvilke engagementstyper, der er i spil, forstår man bedre, hvorfor der kan opstå misforståelser i samarbejdet – og hvorfor nogle ting fungerer og andre ikke. Det handler om at komme væk fra en endimensionel forståelse af borgernes engagement som udelukkende rationelt og interesse-baseret.

Du taler om ’den certificerede by’ og peger på, at byplanlægning i dag ofte er centreret omkring et interessent-demokrati. Hvilken betydning har det for samarbejder mellem kommune og borgere?

Begrebet ’den certificerede by’ dækker over en tendens til, at tekniske standarder spiller en stor rolle i den offentlige styring, når det handler om miljø, natur og bæredygtighed. Det tydeligste eksempel i min forskning er fra Køge, hvor bæredygtighed er ensbetydende med bestemte måder at gøre tingene på fx i form af Lokal Afledning af Regnvand (LAR), energineutrale boliger m.v.  Det er standarder for, hvordan vi kan have med naturen at gøre og implementere bæredygtighed.

Samtidig med denne tekniske standardisering ser vi en tendens i retning af det, jeg kalder interessent-demokratiet, som opererer efter nogle prædefinerede standarder og formater for borgerinddragelse. Formater, som styrer, hvilke input, man får fra borgerne og hvordan de indarbejdes i beslutningsprocesserne. Konkret kan det være i form af høringsprocesser og forskellige former for borgermøder og interaktive workshops, der baserer sig på, at folk møder op og siger deres mening. På den måde definerer de en bestemt form for deltagelse.

Tilsammen er ’den certificerede by’ og interessent-demokratiet med til at sætte nogle ret snævre og skarpe rammer for, hvad der kan foregå i inddragelse af og samarbejde med borgere på det grønne område. Man kan sige, at idéen om det interesse-baserede demokrati former det grundlæggende blik på, hvad borger-input kan være: Det er, når folk møder op, siger deres mening og diskuterer med andre.  Samtidig er erhvervsaktører kommet til at spille en større rolle som ’interessenter’ i forskellige processer i byen, og disse aktører er ofte stærke i denne form for meningstilkendegivelse og diskussion.

Min undersøgelse viser, at der kan opstå spænding mellem ’den certificerede by’ og andre forståelser af, hvad bæredygtigt byliv er. Den peger også på, at den interessent-demokratiske måde at inddrage borgerne og omverden på ikke tager højde for de mange forskellige former for engagement hos borgerne. Det er svært at nøjes med et par enkelte workshops – folk vil også selv være aktive og udføre ting i praksis. Interessent-demokratiet har vanskeligt ved at indfange, at borgernes engagement i den grønne dagsorden også handler om følelser, tilknytning og om relation til steder og til andre mennesker. Samtidig med, at det er vanskeligt for borgere, der er drevet af et moral-politisk engagement at få plads til en kritisk diskussion om den gode by.

Hvad er de vigtigste pointer fra din forskning, når det gælder barrierer og muligheder i de grønne samarbejder?

Det er en vigtig pointe i min undersøgelse, at de borgere, der er aktive ift. den grønne dagsorden, er drevet af forskellige typer af engagement – og derfor har brug for at blive imødekommet af de offentlige samarbejdspartnere på flere forskellige måder.

Når jeg ser på de tre cases på tværs, er der ingen tvivl om, at det interesse-baserede engagement er meget grundlæggende for at borgerne kan have et samarbejde med en offentlig myndighed. For at det kan lade sig gøre for en borgergruppe at samarbejde med kommunen, skal der være nogen af dem, som er engagerede i at koordinere med kommunen. Det ser jeg på tværs af de tre cases. Samtidig er der borgere med, som udelukkende er engageret i det nære – og der kan der opstå en modsætning, hvis man ikke er opmærksom på en anden type dialog med dem.

Hvad kan kommuner, som gerne til samarbejde med aktive borgere om den grønne dagsorden, lære af din undersøgelse?

Borgere, der er aktive ift. den grønne dagsorden, er drevet af forskellige typer af engagement – og derfor skal de imødekommes på forskellige måder. Hvis kommunen tænker borgerinddragelse og samarbejde som én bestemt form, hvor der møder borgere op, som ved hvad de vil og siger deres mening, så får den langt fra alle med. I samarbejdsbaseret udvikling skal kommunen være åben og fleksibel, for den kender ikke formen, før den er i gang. Det kan kræve noget helt andet, end man regner med. Kommunen skal passe på ikke at komme til at skyde sig selv i foden ved at lægge en model ned over samarbejdet, før den har undersøgt, hvad de forskellige parter bringer til bordet. Ikke alting kan aftales på forhånd, specielt ikke når, der er aktive borgere med.

Hvis kommunerne vil tilgodese de borgere, der engagerer sig i det nære, skal den give dem lov til at være selvstyrende, dvs. sætte vide ramme for, hvad de kan få lov til uden at spørge om lov. Her er brug for fleksibilitet, en dialogbaseret tilgang og for at opbygge tillid og forståelse gennem løbende kontakt til de områder og mennesker, som er derude. Hvis man vil have alle med, kan det kræve enormt meget facilitering. Her kan det være en god idé at ansætte eller videreuddanne medarbejdere til at udfylde en funktion som brobygger, der har relationelle kompetencer og kan motivere og holde i hånden, hvor der er behov for det Det kan samtidig gøre det nemmere for ikke-organiserede civile kræfter at få kontakt til kommunen.

Hvad har overrasket dig mest?

Jeg er blevet mindet om den menneskelige kompleksitet – at når man samler mennesker rundt om et bord, har de tusinde forskellige historier. Derfor kan man ikke putte folk i kasser. Og så har jeg fået øje på, at der er rigtig mange ting, der skal gå op, i samarbejder mellem civilsamfund og kommuner – det er derfor, der er behov for fleksibilitet. Det handler om, hvordan folk engagerer sig, både dem, der sidder i bestyrelsen og dem, der helst bare vil komme og lave noget praktisk. Jo mere, man har øje for forskellene, desto bedre kan man forstå og håndtere samarbejdet, også når der opstår udfordringer.

 Fakta:

Anette Gravgaard Christensens PhD afhandling er bedømt ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Hendes forskning er en del af Grøn By projektet, der er foregået i et samarbejde med Friluftsrådet og er støttet med forskningsmidler fra Velux Fonden.