Politikerne blokerer selv for demokratisk fornyelse

Aktuel norsk forskning om demokratisk fornyelse i kommunerne: Mette Sønderskov fra Høgskolen i Innlandet, Lillehammer, har netop forsvaret sin p.hd. ’Lokalpolitikernes holdninger til borgerdeltakelse: En propp for demokratisk innovasjon?’ Idéen var, at hun skulle følge fire norske kommuner, der ville arbejde med at forny demokratiet. Men på trods af gode intentioner i kommunerne kom der ikke gang i nogen initiativer. Så i stedet satte hun sig for at undersøge, hvad politikernes holdninger betyder for mulighederne for at forny demokratiet. Center for Borgerdialog har interviewet Mette Sønderskov om hendes resultater og hvad vi kan bruge dem til.

Politikerne som en prop i systemet
Hvorfor er det interessant at beskæftige sig med politikernes holdninger til demokratisk innovation?
Det er interessant, fordi meget tyder på, at demokratiet lider – det viser sig blandt andet gennem faldende deltagelse og partimedlemsskab. Et eller andet må gøres for at engagere flere og på nye måder. Som almindelig borger i en kommune er jeg også selv interesseret i, hvordan jeg kan engagere mig og påvirke. Men selv jeg, der har en del indsigt i den politiske verden, har vanskeligt ved at forstå, hvordan politikerne arbejder – så er der et eller andet galt.

Og her er politikernes holdninger centrale, for det er dem, der skal beslutte, at der skal ændres noget. I forskningsprojektet observerede jeg nogle seminarer, hvor politikerne blandt andet hørte om samskabelse og direkte inddragelse i politiske processer. De var så engagerede – det var helt fantastisk – det tændte dem bare – idéen om at invitere folk ind og tale direkte med dem. De talte om, at deres måde at arbejde på ikke fungerer godt i dag og at der var et behov for fornyelse. Men der skete ingenting. Jeg troede, at jeg skulle ind og følge nogle nye processer – men det skete ikke. Så jeg var nødt til at vende fokus og spørge: Hvorfor sker der ikke noget, når politikerne over en bred kam anerkender behovet for nye arbejdsformer og for at forny demokratiet?

Utilfredshed – men ingen handling
Hvad er de vigtigste pointer fra din forskning?
At det repræsentative demokrati-ideal står utroligt stærkt hos politikerne. Deres tænkemåde og arbejdsform er så gennemsyret af partitænkning, at det i praksis kun den repræsentative demokratiform og det mandat, de har fået gennem valg, de opfatter som legitim. Det er så institutionaliseret, at det at åbne op og invitere bredt ind, bliver vanskeligt. De bekymrer sig for, at de borgere, der kommer, så ikke er repræsentative – og det går ud over legitimiteten.
Det overraskede mig, at selvom politikerne var vældig engagerede og kunne se behovet, så skete der ingenting i praksis. Og her taler vi om kommuner, der selv tog kontakt til os forskere. For mig er det en stor overraskelse, at de folkevalgte i norske kommuner selv er så utilfredse med den måde, deres arbejde fungerer på, fx deres møder, hvor de oplever, at de sidder og får præsenteret sag efter sag uden at der er rum for diskussion. I de norske kommuner ser vi en stor gennemstrømning af politikere –omtrent to tredjedele af dem byttes ud ved hvert valg og det er vanskeligt at få folk til at stille op.

Modstanden mod fornyelse er en kombination af mange forskellige ting: Politikerne skal forsøge at tage nye roller, som de ikke har haft mulighed for at prøve før – de mangler arenaer, hvor de kan få lov til det. De er bange for at gå ind i tovejs diskussion med borgere og indtager nemt en passiv og lyttende rolle. Det store spørgsmål er: Hvad er legitimt – hvad er den legitime måder at arbejde på? Og så eksisterer der en 0-fejls kultur – politikerne tør ikke at prøve noget nyt, for der er risiko for fejl – og så bliver man ’skudt’ som politiker.

Dårlige erfaringer med borgerinddragelse
Her spiller det også ind, at mange politikere er præget af det, jeg kalder en ’vægring mod at inkludere’, der bygger på mange års dårlige erfaringer med traditionelle borgermøder. De siger selv, at den slags borgermøder burde vi have stoppet for mange år siden. De ser et behov for fornyelse for at få flere og andre borgere til at møde op, men de tør ikke gøre noget ved det – de bange for at løbe en risiko, for at de bryder loven og for at blive hængt ud i sociale medier. Risikovilligheden og åbenheden var lidt forskellig i de fire kommuner, jeg undersøgte. I den største kommune, som også var den rigeste, var der større åbenhed og parathed til at eksperimentere – men heller ikke her skete der noget konkret i de fire år, jeg fulgte dem.

Isolerede politikere
Hvilken rolle spiller de administrative medarbejdere?
Politikerne har brug for hjælp til at finde ud af, hvad der er lovligt. Der meget at hente i administrationen. De administrative medarbejdere tænker mere konkret og praktisk, men samtidig kan de jo ikke gå ind og sige til politikerne at det skal arbejde på nye måder.

Administrationen har en masse værktøjer og idéer, men det norske kommunestyre er præget af en stor afstand mellem administration og politik, den såkaldte timeglasmodel, hvor politikerne ikke har direkte kontakt med de administrative medarbejdere. Det er en udfordring, for det betyder, at politikerne er mere isolerede her i Norge end de fx er i Danmark. De forventes at udvikle gode løsninger på egen hånd, men samtidig arbejder de meget sagsorienteret – der mangler rum til at de kan tale med hinanden og få diskussioner i gang på tværs. Der er et stort behov for at arbejde med deres arbejdsform og samarbejdsform, for ofte klarer de ikke engang at samarbejde internt.

Det er meget vanskeligere end vi tror
Hvad kan danske praktikere bruge din forskning til?
Min forskning giver en indsigt i, hvor vanskeligt det er at skabe demokratisk fornyelse. Danmark virker til at være kommet længere end vi er her i Norge, men jeg tror, at mange af de samme mekanismer er på spil.

Det er meget sværere end vi tror at skabe demokratisk fornyelse. Politikerne vil gerne, men modstanden sidder meget dybere. Derfor er der behov for at skabe nogle trygge rum, hvor det er muligt at prøve nye former af, uden at det går ud over de formelle processer. Der er brug for, at politikerne får nogle erfaringer med, hvad det kan give at få flere input og nye stemmer ind i de politiske processer – og får erfaringer med at opsøge de nye stemmer aktivt. Det skal foregå legitimt i ordentlige rammer og processer. Og så er der et enormt behov for at udvikle det interne politiske samarbejde. Vi må gøre det tydeligt, at politikerne har brug for lidt hjælp både fra administrationen, fra forskere og fra befolkningen – vi kan ikke forvente, at innovationer sker af sig selv. Vi skal alle sammen være med til at spille dem gode – ved at give dem mere input, som gør det muligt at komme frem til nogle nye løsninger. Politikerne skal opleve, at de styrker deres lederskab og gør et bedre stykke arbejde.