Samarbejde er ikke en ønskebrønd!

Danske kommunalpolitikere vil have borgerne tættere på beslutningerne – og tage dialogen, før beslutninger træffes. Derfor er det blevet almindeligt at invitere borgere og andre interessenter helt ind i det politiske maskinrum fx gennem opgaveudvalg og § 17.4 udvalg. I forskningen går dette fænomen under betegnelsen ’interaktiv politikudvikling’ – og idéen er, at politikerne skal udøve ’interaktivt politisk lederskab’. Teoretisk set er der et stort potentiale i at bringe mange forskellige mennesker i spil for at opnå bedre og mere holdbare løsninger. Men i praksis er det vanskeligt.

Kristina Krüger Hansen har i sin ph.d. undersøgt seks cases i tre kommuner for at finde ud af, hvordan det politiske lederskab i interaktiv politikudvikling udfolder sig i praksis – og hvad skal der til for at det lykkes. Hun peger på, at politikernes selvforståelse som suveræne beslutningstagere spænder ben. Politikerne skal holde op med at se samarbejde med borgere som en ’ønskebrønd’, hvor de blot lytter til borgernes ønsker og i stedet sætte sig selv på spil i en ny og mere aktiv rolle. I det følgende kan du læse Center for Borgerdialogs interview med Kristina om hovedpointer i hendes forskning. Sidst i artiklen finder du et link til hendes afhandling.

Hvad er interaktivt politisk lederskab?

Det dækker over beslutningsprocesser, hvor politikerne efterspørger input fra borgere – det kan både være i form af høringer, men også samskabelse. Det nye er, at det ikke længere kun er de store interesseorganisationer, som kan få indflydelse på den politiske udvikling, men også enkeltpersoner. Og så at der er en tendens til at gå højere op af den politiske interaktionstrappe, fx med §17.4 udvalg. Disse udvalg var oprindelig tænkt som en mulighed for at løse presserende problemer i lokalsamfundet, dvs. som en slags kriseberedskab. Siden 2013 er de blevet udbredt i kommunerne – og i dag bliver de mere brugt som en måde at bringe borgerne tættere på de politiske beslutninger.

Hvad kendetegner et stærkt politisk lederskab?

Essensen i det politiske lederskab er at sætte retning for udviklingen i samfundet og at prioritere ressourcer. Det gør politikerne først og fremmest ved at konstruere fortællinger om de lokale problemstillinger, som passer ind i den dagsorden, de har. Derudover er de med til at pege på løsninger, de mobiliserer opbakning og endelig overser de implementeringen af de politiske beslutninger. Et stærkt politisk lederskab i interaktive processer opstår, når politikerne opnår læring gennem dialogen med andre parter – fx i form af ny viden til at konstruere fortællinger om udfordringer. De opnår et stærkere lederskab, når de får viden, der gør at de kan pege på gode løsningsforlag – og det forudsætter en del dialog med eksterne parter. Desuden er politikerne nødt til at mobilisere accept hos borgere, embedsmænd og andre for at gå i den retning, som de ønsker. Det får de ved at have en dynamisk dialog med borgere og andre aktører omkring dem.

Hvad viser din forskning om det politiske lederskab i interaktive processer?

En hovedpointe fra min forskning er, at det her samspil med borgerne om at udvikle politik ikke nødvendigvis styrker det politiske lederskab. For at politikerne kan opnå læring, skal der rigtig solide processer til, hvor der er plads til dialog. Det kræver, at politikerne er indstillede på at tale med borgerne og lære af dem. Det er en udfordring, at der ikke er ordentligt plads til dialogen. Politikerne skal ikke bare gå ind og lytte i en proces – de skal turde sige, hvor de faktisk står i den sag, der er tale om. De skal have mulighed for at sige noget og ændre mening undervejs. Lytte-eksperimenter og den slags fungerer ikke, for når politikerne kun lytter, får de ikke accept og får heller ikke skabt opbakning til deres beslutninger.

I de processer, hvor kommunerne inviterer borgerne ind, er der en tendens til, at politikerne gemmer sig i det, jeg kalder ’røgfyldte rum’ og træffer beslutninger, som borgerne ikke får indsigt i. Det er uformelle og lukkede rum, hvor det ikke er nemt for borgerne at gennemskue, hvad der ligger til grund for beslutningerne. Det er ikke nødvendigvis dårligt, at de har disse lukkede rum, men det forudsætter åbenhed i resten af processen – og at afstemme forventninger med borgerne. Det er problematisk, at man inddrager en masse forskellige aktører, men i den sidste ende vælger at træffe beslutninger uden gennemsigtighed.

Du peger på, at den måde, politikerne håndterer deres repræsentative rolle på, er afgørende – hvordan?

Min analyse viser, at politikerne for det meste er under-responsive, dvs. de agerer ud fra, at de har fået tildelt et mandat til at træffe beslutninger på vegne af borgerne uden nødvendigvis at gå i dialog med dem. Men når de agerer som suveræne beslutningstagere i en proces, hvor der er lagt op til samarbejde – så lærer de ikke noget nyt, fordi de ikke går ind i diskussionen. De opnår heller ikke accept hos de andre parter – og det kan skabe frustration. Jeg ser det som udtryk for, at politikerne forsøger at beskytte det repræsentative mandat, de har fået tildelt. De oplever, at de handler i deres gode ret, når de træffer beslutninger uden at konsultere borgerne, men det kan få konsekvenser for borgernes tillid.

Hvordan sikrer man så en god interaktiv proces? Du taler om, at der er vigtigt at sikre politikernes autonomi – hvordan?

Politikerne skal rigtigt tidligt ind og være med til at beslutte, hvilke spørgsmål, dialogen med borgere og andre skal give svar på: Hvorfor gør vi det her? Hvor vil vi hen med der? Embedsværket er vant til at være primus motor for disse processer. Ofte kører det meget hurtigt, at man beslutter at igangsætte en proces – og forvalterne sætter sig for bordenden og gør som de plejer. Men her er behov for en anden tilgang, hvor politikerne inddrages langt tidligere. Jeg har oplevet mange gange, at når jeg spørger politikerne, hvad der var det vigtigste input, de fik fra borgerne – så har de ikke noget at sige. Og det skyldes ofte, at politikerne er dårlige til at styre dialogen i en retning, der er brugbar.

Hvis politikerne var klar over, hvad de ville bruge dialogen til, kunne de stille nogle bedre spørgsmål. På den måde kan dialogen med borgerne godt komme til at virke lidt som en ønskebrønd – politikerne håber at der kommer noget fedt op af hatten. Men der kommer sjældent noget, der kan bruges. Politikerne skal være parate til at investere sig selv og ikke bare regne med, at det er borgerne, der leverer – det skal jo ske i et samarbejde.

Der udover er den største udfordring, at politikerne mangler lysten til at lære af andre parter. Det er en grundudfordring, at de opfatter sig selv som suveræne beslutningstagere og at det repræsentative mandat på den måde spænder ben for dem.

Hvilke råd vil du give politikere og forvaltere, som gerne vil bringe borgerne tættere på de politiske beslutninger på en måde, så det styrker det politiske lederskab?

Politikerne skal begynde med at spørge sig selv: Hvad har jeg brug for at få at vide? Hvem er det, jeg har behov for at tale med? Det skal ske fra sag til sag og ikke som en universalløsning. Interaktive processer egner sig ikke lige godt til alt – de er særligt brugbare, når politikerne har et reelt behov for input udefra.

Forvalterne skal sørge for at tilrettelægge processer, hvor der er ordentlig tid til dialog. På de møder, hvor politikerne møder borgerne, skal der ikke orienteres.  Der skal præsenteres gode dilemmaer, som lægger op til debat. Og det er vigtigt, at forvalterne på forhånd afklarer med politikerne, hvad der er legitim viden –  er det lige så legitimt at få input fra ti borgere som fra et borgerpanel på 1000 deltagere?

Politikerne skal være med til at tilrettelægge og styre den interaktive proces. For dem er det en enestående mulighed for at kigge på substansen. De skal ikke lade ikke embedsfolk sortere, prioritere – der må ikke være for mange filtre, inden det når til politikerne. Realistisk set vil det ske i samspil med administrationen. Den bedste måde at integrere de input, borgerne kommer med, i beslutningsprocessen, er ved at politikerne får mulighed for at arbejde med dem. Måske er det utopisk, men hvis man faktisk vil gøre det – skal man gøre det ordentligt. Det må være op til politikerne at pege på de problemstillinger, som kræver det. Og at skabe sig den tid.