skip to Main Content

Vi skal mødes om de reelle problemer!

Samskabelse er en fortælling, der udfolder sig bag kommunale skriveborde, men alt for sjældent i praksis hos de medarbejdere, der er tæt på borgerne. Det er ærgerligt, for de mest vellykkede samskabelsesinitiativer udspringer typisk af konkrete udfordringer. Derfor skal vi have flyttet samskabelse tættere på praksis. 

Det er nogle af hovedpointerne fra forskningsprojektet SAMAKT, hvor post doc, Ane Grubb sammen med forskerkolleger ved Aalborg Universitet har fulgt en række samskabelses initiativer mellem Aalborg Kommune, Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors og Ældresagen. I dette interview med Center for Borgerdialog uddyber hun undersøgelsens pointer.

Vanskeligt at komme fra ideal til praksis
En af de udfordringer, forskerne peger på, handler om at omsætte idealet om samskabelse til praksis. Ane Grubb siger:
-Det har overrasket os, hvor stort et spænd der er mellem ideal og praksis i kommunen. På den ene side oplevede vi en massiv diskurs blandt lederne og stor opbakning til tanken om samskabelse – også organisatorisk i form af fx en frivillig koordinator til at støtte samarbejde på tværs af sektorer. På den anden side havde vi vanskeligt ved at finde frem til konkrete samskabelsesinitiativer. Vi havde på fornemmelsen, at noget forsvandt ud gennem fingrene på os, når vi søgte efter konkrete eksempler, siger hun.

Ane Grubb understreger, at når samskabelse først og fremmest lever som et ideal og en fortælling, er der en tendens til, at de konkrete erfaringer hos borgere og frontmedarbejdere bliver overset:
-Sat på spidsen kan man sige, at samskabelse i høj grad er en ’samtalesport’ – og at praktikerne ikke er så meget med i de samtaler. Selv om praktikerne var til stede i nogle af de initiativer, vi undersøgte, kom de ikke meget til orde – det var dem med mest status og størst selvsikkerhed, der dominerede, fortæller hun.

Samskabelse om et konkret problem
Samtidig peger forskeren på, at de samskabelses initiativer, der lykkes bedst, typisk er dem, der bliver sat i værk for at løse et konkret problem:
-Det har stor betydning, hvor idéen opstår. Vi så relativt vellykkede eksempler på samskabelse, hvor nogle aktører ude i praksis havde identificeret et problem, der kaldte på ressourcer på tværs af sektorer. Et eksempel er initiativet Følgesvend, der tog afsæt i, at nogle ældre borgere føler sig ekskluderet af fællesskaber. Den opgave med at gelejde dem ind i nogle eksisterende fællesskaber ligger mellem flere sektorer og kalder på et samarbejde. Konkret blev det til et samarbejde, hvor frivillige fra Ældresagen tog ud med en ansat fra kommunen og fandt ud af, hvad borgeren kunne tænke sig – hvorefter den frivillige tog sig af at sætte det i værk. En samskabelses indsats, som udspringer af et oplevet problem, understreger Ane Grubb.

Fysiske rum betyder noget
Så hvad skal der til for at flytte samskabelsens tættere på praksis? Mindre snak og mere konkret handling: Skab nogle fysiske rum, hvor samskabelse kan udfolde sig i praksis og sørg for ledelsesmæssig opbakning, lyder forskerens råd:
-Baseret på vores undersøgelse ser det ud til, at jo tættere den, der har mandatet til velfærdsudvikling, er på borgeren, jo større er sandsynligheden for, at det kan lade sig gøre at eksperimentere og samskabe nye tiltag, fortæller forskeren.

Et eksempel er initiativet Aktiv med Demens – et tilbud til yngre borgere med demens, der skal understøtte dem i at tackle en ny, svær hverdag. Initiativet blev til i et samarbejde mellem kommunen og Alzheimer Foreningen. Forskeren fremhæver to forhold som vigtige: Dels at projektet havde stor bevågenhed fra rådmanden på ældreområdet og dermed kort vej til ledelsen. Dels at teamet færdedes fysisk i den samme bygning omkring borgerne og hen ad vejen gjorde sig konkrete erfaringer med, hvad der virkede godt og mindre godt:
-Fordi de havde den direkte kontakt med de demensramte borgere, kunne de hurtigt identificere deres behov og handle på dem. For eksempel ved at imødekomme deres behov for struktur og planer. Det var overflødigt at oversætte brugernes behov – projektlederen og teamet fik selv øje på dem. Det kan være befordrende for samskabelse med udsatte borgere at indtage en rolle som etnograf og komme ud i borgernes rum på deres præmisser. Når først du observerer ting, har du vanskeligt ved at løbe fra det, der sker, påpeger Ane Grubb.

Udviklingszoner og fysiske møder
Ifølge forskeren kræver det, at man fra ledelsens side definerer nogle eksperimentelle zoner – steder, hvor det er legitimt at udvikle og eksperimentere. Og dermed skaber en struktur, der gør det muligt for ledere, medarbejdere og frivillige i praksis at være opmærksomme på og respondere på borgernes behov.

Hun understreger, at i samskabelses initiativer er det vigtigt at skabe et rum, hvor de involverede parter både har mulighed for at bygge relationer og for at prøve sig frem i praksis. Blandt andet, fordi der nemt opstår misforståelser og mistillid, når den kommunale logik møder de frivilliges tanke- og handlemåde:
-I nogle projekter observerede vi, at de kommunale medarbejdere var skeptiske overfor de frivillige og deres motiver for at indgå i samarbejde. Dels oplevede de at få de ældres eller flygtninges behov formidlet i form af anekdoter om enkeltpersoner. Dels blev de i tvivl om, hvis interesser de frivillige reelt varetog. Det skabte en træthed hos de kommunalt ansatte, at de frivillige organisationer ud over at varetage sårbare gruppers interesser også skal fungere som fundraisende aktører, der er afhængige af at få adgang til de kommunale ressourcer.

Frivillige organisationer til ’permanent jobsamtale’
Samtidig understreger forskeren, at idealet om et ligeværdigt samarbejde på tværs af sektorer langt fra altid udfoldes i praksis. I de initiativer, forskerne har undersøgt, er det ofte de kommunale medarbejdere, der definerer problemet og udpeger, hvilke civilsamfundsorganisationer, der kan indgå i samarbejdet. Og de frivillige organisationer, som inviteres til at indgå i samskabelse, kommer nemt til at sidde i en klemme, hvor de er nødt til at oversælge sig lidt til kommunen for at komme i betragtning som samarbejdspartner.
-De frivillige organisationer risikerer nemt at oversælge sig selv lidt, hvis de altid er til ’jobsamtale’, når de mødes med kommunen. Ofte mødes de frivillige og de offentlige aktører om en bunden opgave – fx fordi der skal laves et konkret projekt – eller fordi kommunen inviterer de frivillige til at være med til at løse et problem. Derved kan kommunen gå glip af den kritiske stemme. Det er vigtigt at etablere nogle organisatoriske strukturer i form af et rum, hvor frivillige og ansatte inden for et bestemt felt, fx flygtningeområdet, har mulighed for at lære hinanden at kende uden at fokus på et konkret samarbejde, påpeger forskeren.

Vilkårene for at samskabe er forskellige
En sidste interessant pointe fra undersøgelsen handler om, hvor forskellige vilkår for samskabelse, der findes på henholdsvis ældreområder og flygtningeområdet. Ældreområdet er et felt med stor politisk opbakning, relativt stor stabilitet og masser af fysiske steder, fx aktivitetscentre, hvor samskabelse kan udfolde sig. Det giver gode betingelser for, at kommunale medarbejdere kan samarbejde med frivillige om kerneopgaven. Men samtidig er der den skyggeside, at det nemt bliver på kommunens præmisser, hvor de frivillige bliver opfattet som en ressource, der er lige ved hånden. Flygtningeområdet, derimod, er præget af stor omskiftelighed både ift. politisk opbakning, ressourcer, lokaler og medarbejdere, som gør det vanskeligere at etablere samskabelse – men på den anden side også giver et større råderum og mulighed for kritiske indspil fra de frivillige.

Samskabelse skubber til de tektoniske plader
Til slut opsummerer Ane Grubb de vigtigste pointer fra forskningsprojektet:
– Det er ikke nok at tale om samskabelse! Her er tale om en kæmpe omkalfatring, hvor vi er nede at røre ved de tektoniske plader, som velfærdsstaten hviler på. Det gør man ikke uden at forandre på både organisatoriske strukturer og på kulturen. Offentligt ansatte og frivillige skal væk fra at mødes om samskabelse gennem myter og i stedet mødes om reelle problemer. Hvis samskabelse som en ny styringsform skal forankres, er der brug for at bygge organisatoriske strukturer, der kan understøtte det. Det handler om at skabe rum for et mere ligeværdigt og værdigt møde mellem sektorer – et rum, hvor begge parter ærligt kan tale om deres behov, kompetencer og begrænsninger, slutter hun.

Back To Top